Hvad arbejder DIB for?


Et velfungerende system for inkasso har ikke kun betydning for virksomheder, der har penge til gode for en leveret service eller et solgt produkt.

Det har en bredere samfundsmæssig betydning, at virksomheder kan have tillid til, at man får sin aftalte betaling. Uden den tillid kan samhandel blive mere bøvlet for alle parter, og kan risikere at påvirke omfanget af samhandel negativt.

For den enkelte skyldner kan et forløb hos en inkassovirksomhed også have en positiv funktion. En sag hos en inkassovirksomhed skaber klarhed over optaget gæld og giver mulighed for at få afviklet gælden under trygge rammer. Alternativet, som er at inddrive gælden gennem retssystemet, vil ofte være mere byrdefuldt for skyldnere, og uden samme mulighed for at finde en god fleksibel løsning for alle parter, som den løsning inkassovirksomheden vil forsøge at få på plads.

Det er den vigtige rolle som danske inkassovirksomheder spiller i dansk økonomi.

Dansk InkassoBrancheforening ser det som vores fornemste opgave at sikre en sund udvikling af inkassovirksomhed i Danmark, hvor flest mulige aftaler om betaling overholdes.

Samtidig er det vigtigt, at inkassofunktionen altid sker på en ordentlig måde, som er velreguleret og gennemskuelig for de skyldnere, der skal indgå en aftale med en inkassovirksomhed.

I den forbindelse har Dansk InkassoBrancheforening flere mærkesager, som vi arbejder for:

  • Der bør skabes rammer for at en større del af den optagede gæld bliver betalt i Danmark

I flere af Danmarks nabolande, som f.eks. Norge og Sverige, bliver en større andel af den optagede gæld inddrevet. Det skyldes at kreditor her har flere redskaber til rådighed. Vi bør i Danmark se på, om der er en rimelig balance mellem hensynet til at kunne opkræve og inddrive opkrævet gæld og beskyttelsen af skyldnere.

  • Sikre gode rammevilkår for at drive inkassovirksomhed i Danmark

For at danske inkassovirksomheder bedst muligt kan varetage sin samfundsrolle, er det afgørende at branchen sikres rimelige rammevilkår og krav til dokumentation i forbindelse med opkrævning af gæld. Det kan f.eks. handle om at de offentligt fastsatte inkassosalærer skal stå i rimeligt forhold til udviklingen i inflationen. Kan også handle om, at myndighederne ikke påfører inkassobranchen  krav om dokumentation, der er urimelige i nogle situationer, og reelt opkrævning af en gæld meget vanskelig.

  • Danske inkassovirksomheder bør indtænkes i den offentlige gældsopkrævning

Det er velkendt, at der er udfordringer med opkrævningen og inddrivelsen af gæld til det offentlige. For at problemet ikke bare vokser sig større, er det vigtigt, at der er en grundig proces i opkrævningsfasen, inden gæld sendes videre til inddrivelse hos en myndighed som Gældsstyrelsen. Den opgave påhviler den enkelte offentlige kreditor – eventuelt i samarbejde med en inkassovirksomhed. Det kan som reglerne er i dag ikke altid betale sig. Det skyldes, at offentlige kreditorer ikke har samme mulighed som private kreditorer med hensyn til at lade skyldnere afholde en del af udgiften ved opkrævningen. DIB arbejder for, at der sker en ligestilling i vilkårene mellem offentlige og private kreditorer i den henseende.

  • Der skal oprettes et nationalt gældsregister

Et vigtigt redskab til at undgå overgældsætning for den enkelte skyldner og holde udgifter til lån mest muligt nede for alle er at oprette en nationalt gældsregister, hvor al privat og offentlig gæld registreres. Det skal skabe overblik over gæld, når en person beder om en aftale om at optage ny gæld.