Forbrugerombudsmanden har vurderet, at en virksomhed ikke kan overdrage en forbrugers samtykke til at trække betalinger på forbrugerens konti til en anden virksomhed.
Det sker efter henvendelse fra Dansk InkassoBrancheforening med en anmodning om Forbrugerombudsmandens stillingtagen til automatisk overdragelse af betalingsaftaler i situationen ved kreditorskift af erkendt gæld.
Det har betydning i situationer, hvor inkassovirksomheder overtager erkendt gæld fra andre, hvor der allerede måtte være indgået betalingsaftaler.
Forbrugerombudsmanden vurderer, at et inkassoselskab, som overtager en gældspost fra en virksomhed eller et andet inkassoselskab, ikke selv kan fortsætte med at iværksætte automatiske betalinger fra skyldnerens konto. Inkassoselskabet skal på ny bede om skyldnerens samtykke, før man kan trække de fremtidige månedlige ydelser automatisk.
Dansk InkassoBrancheforening mener, at Forbrugerombudsmandens vurdering reelt er uhensigtsmæssig overfor skyldneren. Skyldneren har allerede erkendt gælden og indgået aftale om automatisk betaling.
Det er brancheforeningens opfattelse, at skyldneren i bund og grund blot ønsker at bibeholde den eksisterende betalingsaftale, hvor skyldneren er i god proces for at få afviklet sin gæld.
Den nye kreditor vil indtræde i rettigheder og forpligtelser i henhold til den eksisterende aftale. Processen med at ”rippe op” i håndteringen af en misligholdt gæld medfører en uoverskuelig udfordring for en række forbrugere, som de kan have svært ved at forstå, når der nu endelig er styr på den gældspost.
Uagtet forbrugerne opfordres og vejledes i processen herfor, så ses betalingsaftaler at falde bort i forbindelse med et kreditorskift, hvilket medfører, at kreditor eller dennes inkassopartner må iværksætte processer for at genetablere inddrivelsen efter forbrugerens misligholdelse. Evt. ved retlig behandling, hvilket medfører omkostninger, ulejlighed, risiko for udlæg og i yderste konsekvens tvangssalg af aktiver.
Hertil kommer at betalingsaftaler ofte kommer med gunstige vilkår for forbrugeren, f.eks. rentestop, rentenedsættelse, akkordering eller lignende, så længe betalingsaftalen overholdes. Hvorimod sådanne vilkår som udgangspunkt falder bort, når tilbagevirkende rentetilskrivning genopstår ved forbrugerens misligholdelse og dermed de facto øger forbrugerens gæld.
Læs Forbrugerombudsmandens vurdering her
Læs brevet til Forbrugerombudsmanden fra Dansk InkassoBrancheforening her:
Brev til Forbrugerombudsmanden om betalingsaftaler